Grenache

Grenache, eller Garnacha i Spanien, er en tyndskindet rød sort med store bær, højt sukkerindhold og lav syre. Sorten kræver god varme for at modnes. Vinene har sjældent en dyb farve, men er sædvanligvis fyldige, med aromaer af røde bær som jordbær og hindbær. Typiske krydrede noter er hvid peber og lakrids. Med alderen bliver noterne associeret mere med karamel og læder. Grenache er med sit tynde skind perfekt til at lave fyldige og tørre rosévine, med aromaer af jordbær, eller mere lette rosévine med masser af frisk frugt. Sorten bruges udpræget i Rhône, Provence og Spanien til rosévine.
Grenache er også enestående som blandings sort. Specielt med Syrah danner den et godt makkerpar. Grenache byder ind med alkohol og røde bær, krydrede noter, samt dæmpede tanniner og syre. Blandingen, ofte også sammen med andre sorter (Mourvédre og Cinsault), er udpræget især i det sydlige Rhône og i Australien. En forholdsvis nem og føjelig sort, der bedst står alene som rosévin eller som blandingssort i mere nemt drikkelige bløde vine fra Syd-Rhône, eller mere intense og komplekse vine fra Syd-Australien.