Rhône

Vindistriktet Rhône begynder syd for Lyon – i nogenlunde samme afstand, som Bourgogne-regionen slutter nord for Lyon.

Saône-floden løber langs den sydlige del af Bourgogne-regionen, og mødes i Lyon med Rhône-floden, som kommer ind fra Savoie, og videre fra Schweitz, hvor den har sit udspring. Sammen fortsætter de som Rhône-floden, og bliver til en brusende kæmpe, der løber ret ned igennem Rhône-distriktet og er med til at skabe perfekte omgivelser for vinene i området.

Rhône-vine er blevet lidt af en darling blandt de mange danskere, der nyder vin. Området er garant for lidt tunge og mørke vine med en forholdsvis høj alkoholprocent, som på flere måder står godt til det danske køkken.
Tidligere har området opholdt sig lidt i skyggen af Bourgogne og Bordeaux, hvilket nok skyldes, at det især har været kendt for det lidt jævne Côtes du Rhône-område i den sydlige del.

Rhône-distriktet kan deles i to, hvor der i dag kommer fine vine fra den nordlige del, som kan sammenlignes med store Bordeaux-vine: Tætte vine med dybde, harmoni og længde, hvilket også kan tilskrives de hvide vine fra området, til trods for at de ikke er lige så hyppigt forekommende.

Fra nord løber Rhône-floden ned forbi Condrieu og Côte-Rôtie med deres majestætiske vine, og videre ned forbi Saint-Joseph med de dejlige saftige vine.
Mod syd stifter man bekendtskab med de elegante vine fra Crozes-Hermitage, og flyder man videre med Rhône-floden mod syd, kommer de markante og fantastiske vine fra det lille, og på mange måder enestående Cornas-distrikt.
Et godt stykke længere mod syd spreder Rhône-floden sine arme og her får vinstokkene mere sol og varme, hvilket gør vinene lidt mere marmeladeagtige og upersonlige, men, men … hér finder klassevine også vej til de tomme flasker. De fantastiske vine fra Châteauneuf du Pape er ikke et enestående eksempel. Mange overraskes yderst behageligt, når der stiftes bekendtskab med de krydrede vine fra Gigondas og Vacqueyras, eller et fyldigt glas med himmelske lakridsnoter fra Côtes du Ventoux. Velkommen til Rhône's mangfoldighed!

Ingen produkter matchede dine søgekriterier...

Nulstil kriterier
...